Skal KVINFO på pension
Den seneste debat om snerydning som udtryk for "kønsdiskrimination" har igen rejst spørgsmålet om, hvad statsligt finansierede ligestillingsmidler bør anvendes til.
Når snerydning fremstilles som strukturel diskrimination mod kvinder, mens overvejelser om redningskøretøjer, rydning af villaveje og eksempelvis bilafgifter – ikke omtales som kønsskævhed, opstår et legitimt spørgsmål om faglighed, proportionalitet og prioritering.
Er det sagligt, at en statsstøttet institution anvender ressourcer på denne type debat, når en række veldokumenterede og langt mere alvorlige ligestillingsproblemer fortsat er ubearbejdet?
1. Børn mister ofte kontakt til fædre
Omkring 16 pct. af alle børn mister fuldstændig kontakt til en forælder efter skilsmisse – og mange flere mister væsentlig kontakt. I langt de fleste tilfælde er det fædre og børn, der mister kontakten. Dette er et betydeligt børne- og ligestillingsproblem med store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.
2. Kønsfordeling i Familieretshuset
Omkring 90 pct. af de ansatte i Familieretshuset er kvinder. Ligeledes er 80-90 pct. af ledere og medarbejdere på centrale områder om børn og ligestilling kvinder. Forskning viser, at både mænd og kvinder kan have tendens til at træffe beslutninger, der favoriserer eget køn. Spørgsmålet er derfor, om der er behov for ligestilling af ligestillingen.
3. Krisecentererklæringer og retssikkerhed
Standard krisecentererklæringer udarbejdet af kvindelobbyist organisationer udstiller – uanset om de er korrekte eller ej – fædre som voldsudøvere uden, at de har talt med dem, og uden vurdering af moderens sociale, sundhedsfaglige eller strafferetslige historik.
4. Hemmelige milliardpuljer
Forud for Britta Nielsen-sagen blev der afdækket ca. 5,8 mia. kr. årligt i hemmelige puljer i flere ministerier. Kun én person er stillet til ansvar for omkring 100 mio. kr. Spørgsmålet er, om midlerne generelt har været tildelt ensidigt og uden tilstrækkelig gennemsigtighed.
5. Fejlagtige rapporter før lovgivning
Forud for ny lovgivning om forældrefremmedgørelse som trådte i kraft 1. januar 2025 blev en rapport forsøgt distribueret af den samlede kvindesag, som repræsenterende FN's holdning, selvom der det ikke var tilfældet og rapporten påvist havde alvorlige fejl. Alligevel indgik den i kvindesagens politiske debat.
6. Manglende forskningsgrundlag
Der kan ikke fremvises solid forskning bag flere af de standardretningslinjer, der anvendes i det familieretslige system. Samtidig med at international forskning viser, at ligeværdig tid med begge forældre generelt skaber bedre trivsel, sundhed og samarbejde for børn.
7. Kvindesagens egne voldstatistikker
Der har vist sig et markant billede af forskel på kvindesagens egne voldsstatistikker og objektive opgørelser fra bl.a. ministerier og Børnerådet, som indikerer, at mænd og kvinder i dag er langt mere lige i voldsudøvelse end tidligere fremstillet – og at børn rapporterer hyppigere vold fra mødre.
8. Vive glemte at spørge fædre
Statistik fra VIVE (tidl. SFI), anvendt i politiske beslutninger såvel som trivselsundersøgelser om børn, har påvist af Foreningen Far ikke inkluderet fædre, bl.a. fordi digital post blev sendt til bopælsforældre – oftest mødre.
9. 86% bopælsforældre er mødre
I Danmark er 86% af bopælsforældrene mødre – omtrent samme niveau som i 1980, trods markante samfundsændringer. Når en markant gruppe systematisk opnår fordel, kan det i juridisk forstand udgøre strukturel diskrimination.
10. Velfærdsydelser er kønsdiskriminerende
Velfærdsydelser for børn tildeles i praksis bopælsforældre – typisk mor – også ved ligeværdigt samvær eller hvor mor tjener mest. Det skaber i dag familiekonflikter og sætter børn i midten af økonomiske incitamentstrukturer.
11. Myten om fuld ligestilling
Samfundet antager ofte, at mødre og fædre er ligestillet i familie lovgivningen med samme rettigheder. Men hvis forældre ikke bor sammen – hvilket gælder over 1/3 af børnefamilierne – står far og barn i praksis uden rettigheder. Det gælder både ved forældreorlov, bopæl, samværs og velfærdsydelser.
12. Lige tid er bedst for barnet og skaber bedre samarbejde!
Familieretshuset og Familieretten er pga. kvindelobbyisme pludseligt holdt op med at tildele lige tid med begge forældre for børn, selv om forskning peger på positive effekter ved delt forældreskab. Dette må anses at have haft markante konsekvenser og at have skadet en hele generation af danske børn.
13. Fri proces er kønsdiskriminerende
De nuværende regler om fri proces tildeler bopælsforældre dvs. mødre specielle satser for fri proces i børnesager, selvom barnet har lige ret til begge forældre, der kan være tale om ligeværdighed eller mor tjener mere end far.
14. Principiel prøvelse af fædres rettigheder er afvist!
Foreningen Far har efter 3 år i retssystemet ikke fået mulighed for at føre principiel sag om kønsdiskrimination på vegne af børn og fædre samt forældre i fælles forældreskab - og har ikke engang fået fri proces af principielle årsager. Dette selvom individuelle fædre ikke har mulighed for at føre deres sager pga. tid, energi og ressourcer foruden beskyttelse af deres børn, hvorfor risikoen for social stigmatisering er betydelig.
Statsstøtte – en markant forskel
Ifølge offentlige årsrapporter 2015–2024 har de samlede offentlige tilskud været:
KVINFO: 308,8 mio. kr.
Mødrehjælpen: 261,7 mio. kr.
Børns Vilkår: 233,9 mio. kr.
Foreningen Far: 2,5 mio. kr.
Det svarer til, at Foreningen Far i perioden har modtaget under 1 pct. af den samlede støtte blandt de nævnte organisationer som den største og mest erfarne interesse organisation for børn og fædre samt forældre i fælles forældreskab.
Spørgsmålet er derfor ikke alene, om snerydning er et ligestillingsproblem. Spørgsmålet er, om offentlige midler anvendes balanceret, forskningsbaseret og kønsneutralt – og om alle børn og forældre reelt behandles lige.
Bør Statsrevisionerne undersøge, om statslige midler er anvendt ensidigt, og om institutioner, der betegner sig som nationale videncentre for køn, reelt arbejder for begge køn?
Måske er tiden inde til, at KVINFO går på pension.
