Usagligt indslag om samværssag

 

I en verserende samværssag havde TV2-nyhederne kl. 1900 onsdag 14. juli et interview med advokat Vivian Jørgensen. Det drejer sig om en sag, hvor en 35-årig kvindelig præst sidder fængslet, fordi hun nægter at udlevere den fælles 2-årige datter til samvær.

Domstolene fængsler ikke folk i disse sager, med mindre der er tale om særdeles grove og gentagne overtrædelser.

Lokalformanden i København - Lars Hansen - kender den pågældende far og sagen, da den 2-årige piges far er medlem af Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre.

Lars Hansen udtaler: "Det er meget skuffende at høre advokat Vivian Jørgensen udtale sig. Faktum er, at den børnesagkyndige undersøgelse konkluderer, at faderen udviser stor forælderevne, og pigen er glad og tryg hos sin far. Det er rystende, at en advokat fremkommer med usandheder i en sådan udsendelse, når hun ved, hvad konklusionen er i psykologens rapport. Jeg håber, at Advokatnævnet giver Vivian Jørgensen en reprimande for forsøg på at sprede usandheder."