Statsforvaltningerne kan handle IDAG!


Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre oplever, 
at Statsforvaltningerne kan handle i dag og bidrage positivt til bedre og hurtigere sagsbehandling for børn og forældre. Dette ved følgende tiltag og midlertidige afgørelser.
 

  • BELØN GOD FORÆLDREEVNE OG POSITIVT SAMARBEJDE: Tænk ud af boksen og sørg for at god forældreevne og positivt samarbejde belønnes. Find de lavpraktiske metoder der skaber positivt samarbejde baseret på barnet i centrum og nærvær, åbenhed, ærlighed, og ansvarlighed. Fjern en samværsdag for bopælsforælderen ved manglende samarbejde og det vil hurtigt rygtes, at det har konsekvenser og vi beskytter måske tusindevis af børn. Vi ønsker at videregive positive værdier til vores børn og børn skal opvokse og have mest tilknytning til den forælder, der behandler børnene bedst og som samarbejder positivt. Ved at belønne korrekt adfærd og lave klare markeringer i Statsforvaltningerne kan vi skabe en positiv spiral i 95% af de sager vi oplever.
     
  • STRAKS SAMVÆR: Etabler straks samvær for begge forældre ved samlivets i dag naturlige ophør indenfor få dage fra anmodning. 80% af forældrene laver selv aftaler og i de øvrige 20% af sagerne kan der på simpel vis sikres ro for børnene ved straks samvær baseret på forældrenes ønsker eller deleordninger, medmindre der foreligger klar dokumentation for andet. Dette indtil sagen er nærmere belyst, så barnets kontakt sikres til begge forældre og det aldrig betaler sig at chikanere samværet, som tilfældet er i dag til skade for børnene og med skalering af sagerne til følge.

  • FOKUSER PÅ KVALITETSTID: Fokuser på kvalitetstid mellem børn, forældre og bedsteforældre og det faktum, at det vigtigste for barnet er fars og mors kærlighed gennem hele livet. Baser alle afgørelserne på forældreevne i form af nærvær, samarbejde, ærlighed og ansvarlighed. Vi lever i dag i et samfund med fantastiske mødre og fantastiske fædre. Kun 69% af forældrene har fælles forældremyndighed, selvom 95% formentlig kan have det i positivt samarbejde. Færre fædre har i dag bopæl for børnene end i 1980.

  • BØRN SKAL BLIVE I TRYGGE OMGIVELSER: Skift bopæl som normal praksis ved bopælsforælderens fraflytning væk fra det oprindelige skoledistrikt, når der er tilknytning til begge forældre f.eks. ved deleordninger, 8/6, 9/5 og anmodning om at det sker. Det tager 6 uger at flytte, men 6-12 måneder at behandle en bopælssag hos myndighederne. Det vigtigste for barnet ved samlivets ophør er kendte omgivelser, trygge personer og kammeraterne. Det viser bl.a. børnerådets undersøgelser og det kan sikre at far og mor bliver i nærområdet til gavn for børnene.
     
  • KVALITETSSIKRING AF FORÆLDRE OG ADVOKATER: Lav kontrol af sammenhængen mellem sager om uenighed, motiver og navngivne advokater. Vi oplever et mønster mellem skalerede sager, usande oplysninger, misinformering og falske beskyldninger af forældre, fordi det er fuldstændig uden konsekvenser. Vi må være meget opmærksomme på, at advokater har modsat rettede belønningsstrukturer end børn, forældre og myndighederne og vi oplever ofte, at forældrene er hjertet, men advokaterne hjernen bag de skalerede sager. Lav klare markeringer, giv skriftlige advarsler og politianmeld forældre og advokater, hvis det dokumenteres, at de afgiver urigtige oplysninger. Det er ikke forældrenes ansvar.
     
  • BEDRE PROCEDURE OG HÅRD STRAF VED FALSK ANKLAGE: I forhold til de få, men meget alvorlige sager om grænseoverskridende adfærd er en sag, en sag for meget og 99 sager om falsk anklage for grænse overskridende adfærd er 99 sager for meget. Det gør at vi ikke finder de rigtige og nødvendige sager. Informer alle sagsbehandlere om, at der findes kendte metoder, som anvendes af forældre og advokater for at påstå grænseoverskridende adfærd fordi det er uden konsekvenser.

    Informer alle sagsbehandlere om at det sker. Kontroller altid begge forældres socialhistorik og kontakt altid kommunen og politiet for dialog før der tages beslutninger om ophør af samvær. Sørg for at ophør af samvær er en ledelsesbeslutning på øverste niveau pga. det kendte misbrug og straf misbrug meget hårdt. Sørg for at sagsbehandlere er agtpågivende med, at stoppe samværet, og brug overvåget samvær, hvis det findes nødvendigt. Genetabler straks samværet ved fejlbehandling og politiets afvisning af sagen med dertilhørende erstatningssamvær ved frifindelse, hvor det er relevant, så kontaktet for barnet kan sikres til det vi ofte oplever som sunde, raske, ordentlige og ærlige forældre.

Vi lever i Danmark år 2012 i et samfund, hvor samlivets ophør er normalt.
Vi oplever klare mønstre i vores landsdækkende rådgivningscentre.
Vi har alle interesse i glade børn og forældre.