Skæv børnefamilieydelse
Foreningen Far er blevet spurgt om dens holdning i den løbende debat om børnefamilieydelsen.
Børnefamilieydelsen kaldes også børnecheken og udbetales som udgangspunkt til barnets mor.
"Vi tager ikke stilling til om børnefamilieydelsen skal indtægtsreguleres", siger formanden Claes Ludvigsen.
Claes Ludvigsen fortsætter:
"Men vi mener, at børnecheken skal deles mellem barnets far og mor. Det kan sagtens lade sig gøre, og det vil understrege forældrenes fælles ansvar for børnene, uanset om de er gift eller skilt.
En gruppe der i særlig grad rammes af de gældende regler er de fædre, der har flere børn boende i halvdelen af tiden, men som ikke har børnenes folkeregisteradresse, og som tidligere er blevet frataget forældremyndigheden.
De får ikke en krone i sociale tilskud, de skal betale børnebidrag til moderen, og i realiteten skal de forsørge børnene i halvdelen af tiden.
I foreningen ser vi fortsat frem til, at der bliver set nærmere på delte familiers økonomi, som lovet i den politiske aftale fra 2006 omkring Forældreansvarsloven."
I eksemplet nedenfor har et af foreningens medlemmer, der tager sig af sine tre børn hver anden uge, og som for længe siden fik frataget fælles forældremyndighed, regnet på bl.a. børnefamilieydelsen.Det ses, at moderen månedligt modtager 8.100 kr. i offentlige tilskud og børnebidrag til de tre børn for at tage sig af børnene i hver anden uge. Faderen betaler månedligt (efter skattefradrag) 2.868 kr.Hvis der var fælles forældermyndighed, kunne far muligvis undgå at betale børnebidrag, men de sociale tilskud, herunder børnefamilieydelsen, ville stadig være skævt fordelt.

