Let presset på børnene
Ved et medlemsmøde i Fredericia i dag kommenterede den fungerende landsformand i Foreningen Far, Claes Ludvigsen, debatten efter DR1s udsendelse "Forældrekrig" fra den 17. marts 2010:
"Vi kan ikke lide, at TV udsendelsen er lavet på en måde, der må virke stærkt belastende for en lille pige. Og vi bryder os ikke om, at man vurderer hele forældreansvarsloven ud fra en enkelt sag.
Vi har gang på gang efterlyst bedre statistik som beslutningsgrundlag, men den mangler stadig.
Dog ved vi, at rigtigt mange par går fra hinanden, sådan at man ikke på nogen måde kan tale om "forældrekrig".
Det virker derfor som usaglig populisme, når nogle politikere alene på grundlag af TV udsendelsen kræver uspecificerede ændringer i lovens tekst."
Seks forslag fra Foreningen Far
"Her er seks bud på hvordan regler og praksis kan indrettes, så det bliver mindre belastende for børnene. De bygger på vores kontakt med omkring 4000 rådsøgende årligt", sagde Claes Ludvigsen:
"1. Der skal være mere personale med en psykologisk kandidatuddannelse i statsforvaltningerne. Og justitsministeriets kontrol med børnesagkyndige og statsforvaltningerne skal forbedres.
2. Ventetiden skal nedbringes. Den er frygtelig for børnene, og ventetid virker konfliktskabende i forholdet mellem forældrene. De sager, hvor et barn slet ikke har kontakt med en af forældrene, skal allerforrest i bunkerne ved statsforvaltninger og domstole.
3. Domstole og statsforvaltninger skal sætte hårdere ind mod brud på aftaler og på myndighedernes afgørelser. Det er benzin på konfliktbålet, når Østre Landsret i to afgørelser reelt accepterer samværschikane.
4. Efter et parforholdsbrud skal der som udgangspunkt altid være være halvt samvær til hver af de to forældre, indtil en fast ordning er etableret ved aftale eller ved myndighedernes afgørelse.
5. Opdelingen i over- og underforældre skal gøres mindre tydelig. De såkalde bopælsforældre og de såkaldte samværsforældre skal have samme indflydelse i forbindelse med fastlæggelse af ferier og i forbindelse med børns sygdom. Det er f.eks. absurd, at en uddannet læge ikke kan træffe nogen afgørelser vedrørende sit barns sygdom, hvis han kun er samværsforælder.
6. På længere sigt, ved revision af loven, bør opdelingen i bopælsforældre og samværsforældre afskaffes. Det er forkert, at de såkaldte bopælsforældre får alle de offentlige tilskud, også ved deleordninger, hvor børnene ser forældrene lige meget. Den ulige fordeling af penge og af indflydelse virker konfliktskabende i forholdet mellem forældrene. For børnene vil det være bedst, hvis de kan opleve at bo to steder hos ligeværdige forældre."
Flere rådsøgende
Claes Ludvigsen nævnte på mødet, at der er en stigning i antallet af rådsøgende. "Det kan skyldes, at flere oplever problemer, men også forbedringerne i foreningens administration", sagde han.
