Kludder med børnefamilieydelsen

Pressen peger den 2. juni 2010 på, at den senest politisk aftalte ordning med loft over børnefamilieydelsen, kan give dobbelt loft for familier med de sammenbragte børn, hvor de voksne ikke gifter sig. "Børnecheck belønner skilsmisse", skriver Berlingske i en overskrift.

 "Det er nu ikke den almindelige skilsmissefar, der bliver rig", siger formanden for Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, "for den sparsomme statistik viser, at over 80% af skilsmissebørnene kommer til at få folkeregisteradresse, såkaldt bopæl, hos mor".
 
"Men det overrasker os ikke, at der opstår kludder og spekulationsmuligheder", tilføjer Claes Ludvigsen.
 
Han forklarer:
 
"De vigtigste elementer i reglerne for børnefamilieydelse og børnetilskud blev lavet da familiemønsteret var anderledes. Dengang var der langt færre sammenbragte familier, flere mødre var ikke på arbejdsmarkedet, og 7/7 deleordninger var ikke mulige.
 
Politikerne forsømte at revidere reglerne i forbindelse med aftalen om Forældreansvarsloven i slutningen af 2006. De har heller ikke levet op til løftet i den politiske aftale om Forældreansvarsloven, hvor det til sidst hedder:
'Aftalepartierne har endeligt drøftet, om der som led i den øgede mulighed for fælles forældremyndighed, der følger af forældreansvarsloven, kunne være andre problemstillinger i forhold til delte familiers økonomi, der knytter sig hertil. Partierne har ikke taget stilling hertil, men finder det hensigtsmæssigt, at Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender får udarbejdet en oversigt over den eksisterende viden om de faktiske forhold i delte familier.'
 
Vi ser frem til, at man får undersøgt de delte familiers økonomi. Som en foreløbig justering til det bedre har vi - desværre hidtil forgæves - peget på, at børnefamilieydelsen bør deles mellem barnets far og barnets mor, hvis de begge har kontakt med barnet."