En fordel ved den nye forældreansvarslov fra 2007 er, at myndighederne kan fastsætte en deleordning og støtte forældrene i at aftale en deleordning. Ved en egentlig deleordning opholder børnene sig lige meget hos hver af forældrene.

 

Vi har i Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre rigtigt mange gode erfaringer med deleordninger. Både børn og forældre trives ved ordningen. Det betyder ikke, at børns opvækst er helt problemfri, hvis forældrene er skilt, og der er en deleordning. Men vi skønner, at de børn, der vokser op med en deleordning, som helhed er bedre stillet end mange andre børn.

 

 

Det skyldes at børn, der kun sjældent eller ikke ser den ene af forældrene,  let oplever, at den ene del af deres familie og identitet skæres væk.

 

Det er en situation, der er langt sværere end den nyorientering, der må ske, når børn får to opholdssteder. I forvejen er børnene ofte vant til, at kun den ene af forældrene er sammen med dem. Arbejde og fritidsinteresser vil ofte betyde, at far og mor, selv om de er gift, ikke altid er til stede sammen, når børnene kræver opmærksomhed.

 

Heldigvis betyder mobiltelefoner, internettet og moderne hurtig transport også, at det er forholdsvis let at få deleordningen til at fungere.

 

Selv om det offentlige ikke har støttet deleordninger, har de været en realitet længe. De optræder også i Socialforskningsinstituttets rapport "Samvær og børns trivsel" fra 2004. Rapporten bygger på mange oplysninger fra den såkaldte børneforløbsundersøgelse. Deleordninger defineres som ordninger, hvor børn tilbringer mindst en trediedel af tiden hos den, som ikke har folkeregisteradressen.

 

Disse deleordninger, viser rapportens tabeller, er forbundet med høje andele af fælles forældremyndighed, fordragelig atmosfære hos forældrene, forældresamarbejde, generel tilfredshed hos begge forældre med samværsordningen og med en høj andel af mødre i erhverv. Sammen med såkaldt udvidet ugentligt samvær fungerer deleordninger langt bedre end de andre samværsordninger.

 

Sammenhængene virker formentlig begge veje, skønner jeg. Dels er det som helhed fornuftige forældre og gode rollemodeller, der har aftalt deleordningerne. Og dels påvirker deleordningen forældrene, så de i mindre grad opbygger fjendebilleder af eks-en og reelt kommunikerer, om ikke problemfrit, så langt bedre en andre.

 

Rapporten fra 2004 refererer også til nogle andre undersøgelser, og det hedder bl.a.:
"Også kvalitative undersøgelser, der er baseret på interview med børn, har vist, at det er blandt børn med (tilpas) meget samvær og samarbejdende forældre, at den største tilfredshed findes (Nissen (1987) og Bak (1996)). Nissen (1987) fandt, at det var vigtigt for børnene, at der var fleksibilitet, og at de oplevede at have medindflydelse på fastsættelsen af samværet. Disse børn følte sig overvejende hjemme hos samværsforælderen og havde ingen udtalte ønsker om, at forældrene fandt sammen igen. I forlængelse heraf fandt Bak (1986), at barnet under sådanne betingelser kunne få en udvidet forståelse af deres sociale kompetence på en måde, så det forstod og fik positivt udbytte af såvel moderens som faderens hjem."

 

 

På trods af deleordningernes succes, har de gamle modstandere af deleordninger jævnligt medvirket til skrækpropaganda. Man ser således påstanden om at "barnet skæres midt over" ved en deleordning. Ved en nærmere betragtning, er påstanden vrøvl. Hvorfor skulle børn tage skade af at være meget hos en far, som de kender i forvejen?

 

En gammel modstander af deleordninger er nok socialrådgiver Hanne Søndergaard Jensen, der tidligere har arbejdet i Statsforvaltningen Hovedstaden. I hendes oplæg til en såkaldt undersøgelse  af deleordninger lægges, kort sagt, kun op til at finde problemerne ved deleordninger. De mange muligheder og de gode erfaringer fra tidligere undersøgelser nævnes, groft sagt, ikke. På en hjemmeside trækker Hanne Søndergaard Jensen mange af de gamle myter frem, og deleordninger gøres til syndebuk for alskens problemer, der kan opstå under børns opvækst.

 

Det er forkert, at børn har brug for en "fast base", det vil sige et enkelt bosted. Det er trygge og stabile relationer til voksne, der er brug for, og det kan sagtens opretholdes selv om børn fysisk oplever at bo to steder i nærheden af hinanden. Hvis bostedet betød så meget, skulle børn der rejser rundt med cirkus, eller børn, hvis forældre flytter meget som led i en karriere, være helt ødelagte som voksne. Det er ikke påvist.

 

Det hævdes også fejlagtigt, at børn ikke kan "rumme to familier". Jamen det gør de da som regel mens mor og far er gift; det er da almindeligt med to sæt bedsteforældre og ofte flere onkler og tanter.

 

Så hvis I bor tæt på hinanden, så vær ikke bange for en deleordning. Mulighederne er langt flere end de problemer, der altid vil kunne komme, med eller uden en deleordning.

 

Deleordningerne er en succes, selv om man placerede en slags økonomisk forhindring, da forældreansvarsloven blev vedtaget i 2007. Selv om børnene bor lige meget to steder, er der ikke automatisk fælles forældremyndighed og bortfald af børnebidrag fra den forælder, der ikke har folkeregisteradressen. Så vi har medlemmer, der er fattige studerende, der reelt skal forsørge deres børn i halvdelen af tiden uden tilskud fra det offentlige, og som udgangspunkt samtidigt skal betale børnebidrag til børnenes velstående mor.

 

Ved en reform af forældreansvarsloven lægger vi i foreningen vægt på, at der afbureaukratiseres, så deleordninger automatisk udløser fælles forældremyndighed og bortfald af børnebidrag.