Børneliv ifølge danskerne
Danske børn har det generelt godt. De trives både i hjemmet og i de institutioner og fællesskaber, som de befinder sig i. De er centrum for hverdagen i de danske hjem, og de mangler generelt ikke noget. Forældrene er tilfredse med det danske børneliv og alt hvad det indebærer, og vil hverken ændre daginstitutionerne, skolerne eller deres eget forhold til børnene.
Et mindretal af børnene i Danmark står dog udenfor, når det positive billede af det danske børneliv tegnes. Forældrene til disse børn er bekymrede for børnenes udvikling og fremtidige muligheder for job og uddannelse, har svært ved at opfylde børnenes materielle ønsker om at have de samme ting som andre børn har, eller har bekymringer for om deres børn udsættes trivselsproblemer som mobning, overvægt og lavt selvværd.
Undersøgelsen, som rapporten bygger på, er foretaget er foretaget af Mandag Morgen og TrygFonden blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. 3120 personer deltog i undersøgelsen, heraf 2175 forældre til børn på mellem 2 og 15 år.
Hent rapporten her
· Der er 1,2 mio. børn mellem 0 og 17 år i Danmark.
· Pr. 1. januar 2007 var der 793.649 børnefamilier i Danmark.
· 72 pct. af alle børn boede i 2009 sammen med begge deres forældre.
· Mere end halvdelen af alle familier med børn i alderen 0-17 år består af mor og far og fælles børn.
· 79 pct. af alle børn under 18 år bor sammen med en eller flere af deres søskende.
· 263.000 børn bor sammen med den ene af deres forældre, mens den anden forælder bor i Danmark på en anden adresse.
· 88 pct. af børnene med delt familie bor hos deres mor.
· 7 ud af 10 børn har to arbejdende forældre.
· 5,5 pct. af alle danske børn falder under fattigdomsgrænsen, hvis man måler ud fra 50 pct. af medianindkomsten.
· Hvert tiende barn i 2007 var enten indvandrer eller efterkommer. Heraf havde lidt over halvdelen dansk statsborgerskab.
· 33 pct. af de danske børn boede i 2007 i lejeboliger, mens 3 ud af 4 børn, der bor sammen med begge forældre, bor i parcelhus.
· Halvdelen af de børn, der bor hos deres enlige mor, bor i etagebolig.
· Hvert femte barn med en enlig mor som bopælsfamilie, bor i ejerbolig.
